Oliemalingens særlige egenskaber og historien bag

Oliemaling er et langsomttørrende medie bestående af pigmenter opslæmmet i en tørrende olie, almindeligvis linolie, der herved fungerer som binder. Andre nødde- og plantebaserede olier som hamp, solsikke, tidsel, valmue, valnød samt syntetiske varianter finder også brug. Typen af olie ændrer malingens egenskaber og har eksempelvis betydning for klarheden af lyse farver, hvorvidt gulning af værket finder sted samt den individuelle farves tørretid.

Uanset hvilken olie der vælges som bindemiddel, vil formålet være det samme: at oliemalingen begynder at tørre og hærde, så snart den kommer i kontakt med ilt. Af samme grund kaldes disse bindere for oxidativt hærdende olier, der er det videnskabelige navn for denne proces. Dette er i modsætning til akryl- og akvarelmaling, hvor vandet i disse i stedet fordamper.

Derudover vælger nogle producenter at tilføje tilsætningsstoffer, der yderligere kan påvirke malingens egenskaber; typisk ændret tørretid, resistens mod UV-stråler eller mængden af glans i malingen.

Der er dog stadigvæk rigtig mange oliemalere, der fortsat foretrækker den traditionelle oliemaling baseret på koldpressede plante- og nøddeolier og uden ændrede egenskaber. Dette er muligvis et udtryk for konservatisme og tradition, men det handler også om, at eksempelvis de såkaldte sikkativer, der tilsættes for at fremskyndre tørretiden, muligvis skader værkets stabilitet og holdbarhed over tid.

Viskositeten (sejheden) af oliemaling kan ændres ved tilføjelsen af opløsningsmidler som mineralsk terpentin af kunstnerkvalitet eller andre fortyndere. Derved opnår oliemalingen en enorm fleksibilitet, da den kan bruges til alt fra helt tynde og semi-transparente lag, såkaldte glazes, til en tyk pasta, der kan “stå op” på lærredet som vi kender det fra impastoteknikken.

Det kan virke omstændigt at gå i gang med oliemaling og rent økonomisk er der også tale om en større investering i opstartsfasen, da du som minimum skal erhverve dig lærred, maling og pensler og ideelt set også en malestok, en palet samt et staffeli, hvorpå lærredet opspændes.

I Stelling har vi produkter i alle prisklasser indenfor hver af  disse varekatergorier samt tilbud om vejledning, så du nemt kan komme i gang.

Her følger en kort liste af råd til begyndere, som vi tænker vil hjælpe de fleste:

• Hvis du vil have et prisvenligt produkt, kan du med fordel købe oliemaling fra Georgian - her får du god kvalitet til en billig pris.
• Spar ikke på pensler, men køb i stedet færre af en høj kvalitet som dette sæt svinehårsbørster fra Da Vinci og pas godt på dem.
• Et staffeli er en god investering fra starten, da det er ergonomisk og praktisk og kan følge dig fra begynder til ekspert. Vi anbefaler dette [indsæt link] fra [indsæt producent].
• Køb lærred af god kvalitet, eksempelvis Stellings håndopspændte lærreder.

 

Oliemalingens særlige egenskaber

“Fed over mager”, er et udtryk som du måske har hørt. Reglen muliggør, at du kan skabe et værk, hvor malingen er mere elastisk og fleksibel, hvilket leder til mindre eller ingen krakelering.

Princippet for reglen er, at værket bygges op i lag, hvor hvert lag er “federe” end det underliggende. “Federe” betyder i dette sammenhæng, at det givne lag af maling har et højere indhold af olie i forhold til ratioen af pigment end laget det skal dække. Dette kan opnås gennem to metoder:

Første tilgang indebærer, at du tilføjer en alkyd, almindeligvis terpentin, i lige mængder til al den maling du skal bruge til værket. Undervejs i processen justeres indholdet af olie i takt med, at du bevæger dig op i lag. Dette kan gøres ved at tilføje yderligere hærdende olie eller et medium som eksempelvis Gamsol.

Anden tilgang springer trinnet over, hvor blandingen først gøres “mager” og fokuserer i stedet på, at hvert nyt lag gøres federe end det underliggende, men princippet er altså det samme: at et mere olierigt lag dækker et mindre.

Et andet velkendt karakteristika er mediets lange tørretid og specifikt hvilke muligheder dette giver til kunstneren. 

Det er fra os her i Stelling vigtigt at nævne, at oliemalings tørretid ofte overdrives og først og fremmest afhænger af tykkelsen af laget. Arbejder du i fine, tynde lag vil du ofte have helt tørre lag indenfor 24 timer - også uden brug af medier, men det er rigtigt, at teknikker som impasto eller “puddling”, hvor der arbejdes i meget tykke lag, kan lede til tørretider, der i ekstreme tilfælde kan tage måneder.

Perioden, hvor et lag er i gang med at hærde, kan bruges til at justere tonen af farver, rette fejl eller sågar at fjerne hele lag. Nogle kunstnere vælger at omfavne den lange tørretid fuldt ud og arbejder kun vådt-i-vådt, en teknik du måske kender som alla prima.

Dette leder til en interessant fleksibilitet ved oliemaling, hvor værker kan tage måneder eller sågar år at færdiggøre mens andre værker, som eksempelvis de, der udarbejdes helt våd-i-våd, kan færdiggøres i løbet af én enkelt malesession.

Historien bag oliemaling

Den første brug af oliemaling går meget langt tilbage. Arkæologiske fund fra Asien tyder på, at oliemaling har fundet anvendelse i kunsten siden år 650 og muligvis trækker brugen sig endnu længere tilbage.

Udover brug i kunsten har oliemaling gennem tiden været brugt til at male alt fra insignier på skjolde til at beskytte træværk.

I vores kulturkreds blev det i Renæssancen, at brugen af oliemaling som kunstmedie blev altdominerende, da den lange tørretid og oliemalingens andre egenskaber muliggjorde nye teknikker såvel som højere detaljerigdom og præcision.

Gennem hele oliemalingens tidlige historie var det at blande den rette mængde fint revet pigment med bindemiddel en selvfølge - og en kunst i sig selv, men det ændrede sig fra 1841, hvor amerikaneren John Goffe Rand, der selv var kunstner, opfandt oliemaling på tube. Denne opfindelse nyder vi godt af i dag, men udover at være praktisk og økonomisk, så muliggjorde det blandt andet plein air-maling, altså udendørs brug, masseproduktion af oliemaling samt lang større spontanitet på tværs af alle discipliner.

 

Klassificeringer

Artist oliemaling

“Artist” er hver producents mest eksklusive og dyreste kvalitet af oliemaling. Kvaliteten er kendetegnet ved enorm høj pålidelighed - både i forhold til stabilitet og holdbarhed - samt hvor farveægte den er. Derudover indeholder Artist-serier et enormt højt mængde farvepigmenter og nogle helt fantastiske bindere. 

Dette giver en meget slagkraftig effekt, hvorfor du ofte vil “dæmpe” din Artist oliemaling gennem fortyndning med mineralsk terpentin og/eller et andet medium samt blande den med andre farver, men du har altså også muligheden for at skabe værker med en eksplosion af dynamiske og intense farver ved at bruge produktet direkte fra tuben.

En anden fordel ved Artist er, at du ikke skal bekymre dig, når du blander to eller flere farver. Dette er med til at adskille Artist-kvaliteten fra Studio, hvor visse meget kostbare pigmenter erstattes af billigere og såkaldte “hues”, på dansk nuancer, kreeres. Disse ligner det ønskede pigment tilstrækkeligt godt, men kan give ændrede resultatet under blanding af farver.

I Artist-serierne vil produkterne typisk prissættes efter, hvor dyrt det enkelte farvepigment måtte være. Derfor vil du ofte se visse gule, røde og blå farver være en del dyrere end eksempelvis jordfarver samt hvid og sort.

Studio oliemaling
“Studio”, eller “student” som det også nogen gange er kendt under, er en billigere klassficering end “Artist” og den almindelige visdom er, at disse prisvenlige alternativer kan bruges under udarbejdelsen af studieværker og/eller i læringssituationer, hvor der skal slynges megen oliemaling på et lærred i en fart og det vil være for kostbart at bruge Artist. 

Selvom der altså er tale om et billigere produkt med færre pigmenter og en mindre god binder, så kan du sagtens bruge disse serier til dine færdige værker - også som professionel kunstner. Det er bare vigtigt at være bevidst om, at der er tale om en anden og lavere kvalitet.

Som det er tilfældet med “storebroderen”, så er ikke alle pigmenter født lige. Du vil derfor til tider opleve, at produkter i Studio-serierne har en forskellig mængde farvepigment i sig samt at udvalgte farver slet ikke fåes i Studio-kvalitet, da pigmenterne simpelthen er for kostbare til en mere prisvenlig serie. Disse eksotiske eller sjældne farvepigmenter erstattes af billigere alternativer - såkaldte hues, der ligner til forveksling, men som i nogle tilfælde har ændrede egenskaber grundet valget af pigmenter fra andre pigmentfamilier.

 

Forskellige varianter af oliemaling

Vandopløselig oliemaling er udviklet specielt til at opføre sig som den klassiske oliemaling. Forskellen er dets evne til at lade sig fortynde med vand, hvilket også har betydning for rengøring af pensler, palet og arbejdsområde. Skadelige opløsningsmidler er altså ikke nødvendige til vandopløselig oliemaling og kunstnere kan nyde et mere sikkert arbejdsmiljø, hvilket gør vandopløselig oliemaling ideel for kunstnere som deler atelierplads, eller maler hjemme. Et eksempel på en hel fantastisk vandopløselig oliemaling er Artisan-linjen fra Winsor & Newton.

 

Hvorfor vælge oliemaling over akrylmaling

Akrylmaling er en moderne maling, der på mange måder er skabt som et modsvar til opfattede vanskeligheder ved oliemalingen.

En fordel ved akrylmaling, der ofte fremhæves, er dens hurtige tørretid, men afhængig af kunstnerens temperament og arbejdstilgang kan dette være et negativ; meget lang tørretid muliggør nemlig rettelse af  fejl, justering af toner og endda fjernelse af hele lag af maling. Afstanden mellem de to mediers tørretid kan justeres igennem et hav af medier og specialdesignede produktlinjer. Eksempelvis kan du i Stelling købe Open fra GOLDEN, der er specifikt formuleret til at have exceptionel lang tørretid for en akrylmaling.

Tidligere var en klar grund til at foretrække akrylmaling, at det simpelthen er et sikrere medie, men vi skal ikke glemme, at oliemaling i moderne tid er et helt andet medie end det var historisk. De ekstremt giftige og farlige pigmenter som eksempelvis kobberarsenitacetat, en insekt- og rottegift, der blev brugt som pigment i farven Schweinfurtergrøn (også kendt som parisergrøn) finder ikke anvendelse længere. Opløsningsmidlerne der bruges i dag er også forbedret og der findes endda vandopløselig oliemaling.

Der er med tiden udviklet akrylmaling, der bedre egner sig til våd-i-våd-teknikker, men der er ingen tvivl om, at teknikken egner sig bedst til oliemediet. Dels behøver du ikke gøre noget som helst ved oliemalingen for at kunne arbejde våd-i-våd, men du kan også arbejde i tykke lag, hvor akrylmalingen typisk fortyndes en hel del for at forlænge dens tørretid.

Oliemaling er derudover et medie, der er så velstuderet og velkendt, at der er meget, meget få ubekendte: vi ved, hvordan værker ældes, vi ved, hvordan de store mestre har udarbejdet deres værker og du indtræder derfor som nyudklækket oliemaler i en rig, fantastisk tradition, der simpelthen ikke findes indenfor akrylmalingen endnu.

 

Hvorfor vælge oliemaling over akvarelmaling

Den åbenlyse fordel ved oliemaling er dens fleksibilitet i forhold til konsistens og specifikt hvad dette betyder for mediets dækevne; for du kan skabe tynde og fine semi-transpatente lag eller tykke, kraftige med fuld dækkeevne, skabe en overflade, der kan være helt glat og uden spor fra penslen eller veltekstureret og stolt bærerende arrene fra hver enkelt penselstrøg; oliemaling kan det hele og lidt til.

Begge medier egner sig til våd-i-våd-teknikker, men generelt og meget overordnet kan man sige, at det kræver mindre finesse at bruge oliemaling. Akvarelmaling har også en tendens til at opføre sig uforudsigeligt ved denne teknik og en stor del af kunstnerens evner handler derfor om evnen til at forudse samt arbejde inden for denne uforudsigelighed. Er du begynder kan denne egenskab ved akvarelfarver være frustrerende, hvorfor det kan være værd at vælge oliemaling, hvis du gerne vil prøve kræfter med denne arbejdsform.

Er du glad for begge medier, så kan en god løsning være at lave studier i akvarel for derefter at færdiggøre dine værker med oliemaling. Denne metode har været historisk relevant for mange kunstnere, men særligt de amerikanske kunstnere i det 19. århundrede så styrken i denne tilgang.